…og hvordan coaching kan være en vej til at finde den
Selvmedicinering, sammenbrud, mental overload
De sidste par uger har jeg talt med en håndfuld unge mænd og kvinder i midt-20’erne.
Der er gang i deres liv – studier, jobs, kærester, venner. Alt det, der burde få det til at summe indeni.
Men i stedet er det som om, det hele bliver for meget.
Det er virkelig søde, kloge og eftertænksomme mennesker. Nysgerrige, sjove, arbejdsomme. Og de kæmper.
Ikke fordi de ikke vil livet. Ikke fordi de er dovne.
Men fordi det føles som at løbe op ad bakke i modvind med bly en tung taske hvor skulderstropperne gnaver.
Flere af dem har en ADD- eller ADHD-diagnose. Nogle får medicin. Mange har været i terapi og kender sig selv godt.
Men alligevel har de ikke fundet deres rytme. Der, hvor tingene spiller. Hvor de føler sig dygtige, brugbare, set.
Deres måde at være i verden på føles stadig forkert – som om de hele tiden kæmper imod noget i stedet for at arbejde med det. Dette fører nogle gange til selvmedicinering.
Når selvmedicinering giver ro… men også en kæmpe regning
Det er her selvmedicineringen kommer ind.
Kokain, benzoer, tjald, alkohol. Ikke i rå mængder, men strategisk. De bruger det ikke for at flygte fra livet – men for at holde det ud.
Fordi det giver ro. Bare lidt. En pause fra støjen i hovedet. Fra selvbebrejdelsen. Fra at føle sig bagud.
Og det virker.
Problemet er bare, at det også koster.
Skyld. Træthed. Lavt selvværd. Forvirring. Manglende selvkærlighed.
Alt for ofte bliver diagnosen et punktum.
Men for mig burde den være et komma. -Eller måske et kolon uden nogen efterfølgende sætning eller uddybening…
For mange af mine klienter det er netop her, efter diagnosen man kan begynde en ny samtale.
En samtale om, hvad det egentlig er, man forsøger at håndtere – og hvilke andre muligheder der findes. En samtale om hvilken værktøjskasse diagnosen kan hjælpe dig med at bygge.
Coaching som en ny måde at lære sig selv at kende på
Coaching handler ikke om at gå tilbage i fortiden og finde ud af, hvorfor du er som du er.
Det handler om at finde ud af, hvordan du fungerer – og hvad du kan gøre anderledes.
Med dig selv. Med din energi. Med dine mønstre.
En af de vigtigste opdagelser for mange af mine klienter er at lære at kende forskel på, om de er væk-fra-motiverede eller hen-imod-motiverede.
Er du på flugt, eller er du på vej?
Det lyder måske abstrakt, men det er det faktisk ikke:
- Væk-fra-motivation: Du handler for at undgå noget. Du vil ikke skuffe nogen, fejle, få kritik, føle dig dum.
- Hen-imod-motivation: Du handler for at opnå noget. Du vil mærke glæde, stolthed, samhørighed, mening.
Begge dele kan få dig til at præstere.
Men de føles helt forskelligt.
Og de giver meget forskellige resultater… Jeg plejer at sige sådan her: “Hvis du er “væk-fra-motiveret”, så løber du bare væk og tænker ikke pod hvor du løber hen. Måske løber du ind i en lukket dør, eller ud foran en bil. Konsekvenserne kan være alvorlige. Hvis du derimod er “hen-imod-motiveret”, så ved du godt hvad det er du gerne vil og kan gå i den retning. Der er en helt anden vilje bag dine handliger. Selvmedicinering er klassisk “væk-fra”. JEg hjælper dig med at finde det du gerne vil “hen-imod”.
Hvis du altid handler ud fra frygt eller skyld, bliver du udmattet – selv hvis du lykkes.
Hvis du handler ud fra lyst og retning, opstår der ofte mere energi undervejs.
Det her er noget, vi arbejder med i coaching. Ikke for at “fixe” dig, men for at finde ud af:
– Hvornår flygter du?
– Hvornår jager du noget, du faktisk gerne vil?
– Og hvad sker der, hvis du ændrer retning?
Selvmedicinering er en klassiker for folk med diagnoser. Lad det ikke blive dit værktøj!
Superkræfter og bagsider
En anden ting, vi tit kigger på, er det jeg kalder “superkræfter med bivirkninger”.
Tag fx Peter – en af mine klienter.
Han er hamrende god til at læse mennesker. Han opfanger alt – stemninger, små skift i tonefald, kropssprog, blikke.
Det gør ham til en virkelig stærk sælger.
Men det dræner ham. For han slukker aldrig.
Han tager alt ind. Alt. Også ting, der ikke engang nødvendigvis var der.
Han har brugt stoffer og alkohol til selvmedicinering som en måde at finde ro i hovedet. Ikke for at blive skæv – men for at få stilhed.
Hans selvmedicinering er ikke afhængighed, menen et mønster. Et forsøg på at tage kontrollen tilbage. Selvmedicinering kan sagtens ende som afhængighed, så det handler om at stoppe det før det er for sent!
Mit mål med Peter er ikke at få ham til at stoppe med selvmedicinering, fordi “man ikke må”.
Mit mål er at lære ham bedre strategier.
Måder at finde ro, retning og regulering – uden at betale den mentale regning bagefter.
Og det virker. Ikke med det samme. Ikke magisk.
Men stille og roligt begynder han at få mere fat i sig selv.
Hvad med dig?
Måske kan du genkende noget af det her. Bruger du set selvmedicinering?
Måske i dig selv. Måske i én du holder af.
Måske føler du, at du har arbejdet med dig selv i årevis, men stadig ikke helt har fundet den rigtige måde at være i livet på.
Måske har du fået en diagnose og tænkt: “Fint. Hvad så nu?”
Måske bruger du (eller én du kender) selvmedicinering til at skabe ro – men det begynder at koste for meget.
Så kan coaching være en mulighed. Ikke for at gøre dig til noget andet – men for at hjælpe dig med at være mere dig. På en måde, der holder.